Langhøjskolen har 3 fokusområder, bevægelse, science og skak.
På Langhøjskolen er skak en fast del af skemaet for alle elever i 0.-2. klasse. I 0. klasse har eleverne to ugentlige lektioner, mens 1. og 2. klasse har én ugentlig lektion. Derudover kan eleverne spille skak i 10-pauserne på skolebiblioteket (PLC), og udvalgte elever får talenttimer i skak i løbet af skoleåret.
Skoleskak er ikke tilfældigt på skemaet. Gennem skak lærer børnene at fokusere, koncentrere sig, fordybe sig og træffe selvstændige beslutninger. Der er også en social gevinst ved skak, da børnene lærer at samarbejde, vente på hinanden, overholde regler og håndtere både sejr og nederlag.
I skaktimerne deltager eleverne i mange forskellige aktiviteter, herunder bondeskak, kondiskak, actionskak, “arm og hjerne”, lynskak og opgaveløsning. Vi spiller også mini-games og almindelig skak på iPad og computer.
Undervisningen bruger forskellige materialer gennem skoleåret. I perioder anvendes bogen SKAK+MAT, som har en matematisk indgangsvinkel, hvilket betyder, at nogle opgaver også indeholder matematik.
Hvert år afholder vi Skolernes Skakdag, hvor eleverne spiller forskellige former for skak i én time. Størstedelen af skolens klasser deltager (5-600 elever).
Langhøjskolen deltager årligt i flere holdmesterskaber. Vi har vundet Hvidovremesterskaberne fem år i træk og vandt den yngste gruppe i Københavnsmesterskabet i Skoleskak for hold i 2023. Vi deltager også fast i Landsfinalen i Skolernes Skakdag, som afholdes i Jylland. I 2021 fik vi en sølvvinder til DM.
Alle elever i folkeskolen har ret til 45 minutters bevægelse om dagen. Bevægelse er med til både at øge elevernes trivsel, forbedre deres motorik og almene udvikling samt understøtte deres læring. Ud over dette giver bevægelse glæde og velvære. Dette udlever vi på Langhøjskolen på mange forskellige måder.
SFO 3høje er certificeret idræts-SFO. Det betyder, at medarbejderne er uddannet inden for pædagogisk idræt, som er en rød tråd gennem aktiviteterne i SFO-en om eftermiddagen og pædagogernes virke i skolen i den understøttende undervisning. Pædagogisk idræt handler især om et særligt perspektiv på de aktiviteter, der planlægges for børnene og betyder derfor ikke, at der dyrkes idræt hver dag i SFO-en.
Alle klasser i skolen arbejder med brainbrakes. Her gælder det om at få en pause fra den faglige fordybelse. Dette kan være i form af VAMOS, som er nogle bevægelseskort udviklet på Frydenhøjskolen, eller en “lufter”, hvor eleverne får en udendørs pause med mulighed for at bevæge kroppen.
På Langhøjskolen er det tilladt at løbe på gangen. Skolen har tegnet et “løbebånd” på gangen, som betyder, at elever (og andre) må løbe i et bestemt felt midt på gangen. Vi vil gerne understøtte elevernes naturlige trang til at sætte i løb i stedet for at skulle være forsigtige, passe på og gå stille på gangen.
Alle pædagoger og lærere har mulighed for at få hjælp til at implementere bevægelse i deres undervisning. Skolen har to medarbejdere, der tilbyder sparring og rådgivning. Disse kan bookes gennem hele året til korte eller længere forløb.
På Langhøjskolen har vi valgt at bruge noget af den understøttende undervisning på en ekstra svømmetime for eleverne. Skolen har egen svømmehal og har heraf mulighed for at give eleverne et år med fokus på vandtilvænning og leg i vand.
På Langhøjskolen har vi en del elever, der dyrker sport på højt niveau. For at undgå at elever vælger at flytte fra de gode fællesskaber, de kender på Langhøjskolen, for at kunne blive dygtigere til deres sport på skoler, som tilbyder deciderede idrætslinjer, har vi valgt at oprette et særligt idrætstilbud. Tilbuddet består af særlige træningsfaciliteter til skadeforebyggende træning, samarbejde med elevens klub, personlige samtaler samt meget mere.
Vi ligger i et naturskønt område, tæt på spændende læringsmiljøer inden for science! Nogle af disse inkluderer:
Skolen arbejder med åben skole og samarbejder med nærliggende virksomheder. I 2023 deltog skolens 7. årgang i Sesam-projektet sammen med Københavns Universitet. Sesam står for Sense, Science and the Magic of Food og er et EU-sponsoreret projekt.
Siden 2016 har skolen årligt modtaget certifikat i Science og Talent fra Science Talenter i Sorø. Vi har også diplom i udeskole ved DGI og arbejder med praktiske, undersøgende undervisningsforløb, der inddrager skolens nærområde med eng, strand og eksterne læringsmiljøer.
Skolen har et miljøråd og har opnået “Grønt Flag”.
Vi har faste traditioner med naturfagsmaraton for 3.-6. årgang, som strækker sig over 5-10 uger. For 5.-6. klasses naturfagsmaraton har vi indført en fast omlagt uge, hvor alle lektioner er dedikeret til naturfagsmaraton.
Hvert år i uge 39 afholder vi en fast omlagt science-uge med et fælles naturfagligt tema, som hele skolen arbejder tværfagligt med.
Sammen med Frydenhøjskolen haft ansvaret for Hvidovre Kommunes talentprojekt i science. Undervisningen er for dygtige og særligt motiverede elever i 8. og 9. klasse og foregår i samarbejde med Københavns Universitet, hvor eleverne får mulighed for at arbejde i laboratorier og med professionelt udstyr.



